Det går tit godt

I går var det 2 år siden jeg første gang kontakter sundhedsvæsnet i forbindelse, med hvad der skulle vise sig at ændre mit liv.

Min mand var i Jylland og arbejde, jeg var alene med begge unger og arbejdet 37 timer, sørget for madpakke, lektielæsning, legeaftaler osv – altså et helt normalt hverdagsliv. Onsdag den 30.8.17 vågner jeg med hvad der føltes som et ben der sover der ikke helt reagere og er mærkeligt. Jeg kontakter en ven der er fysioterapeut om det kunne være iskias nerven der er i klemme, da jeg tidligere har haft store problemer med min højre hofte og ben. Han trækker lidt på det og anbefaler at kontakte læge. Jeg kontakter ikke læge – har ikke tid og gider ikke føle mig dum over for dem igen.

Som dagene går bliver det kun værre og jeg opdager jeg ikke kan mærke smerter i foden/benet og min arm begynder at drille og hænge mærkeligt, jeg kan ikke mærke forskel på koldt og varmt på maven og benet der blevet endnu mere besværligt at styre. Efter et par veninder presser på og min ven der som sagt er fys presser på igen, kontakter jeg læge om fredagen.

Bliver sendt afsted med mistanke om blodprop i benet til Frederikssund akutmodtagelse. Bliver modtaget af en ung og uerfaren læge, som sender mig hjem med beskeden om at det er en nerve der sidder i klemme og jeg må jo kontakte 1813 igen hvis det bliver værre.

Dagen efter tager jeg på arbejde og på kræmmermarked til damefrokost – her bliver det endnu værre og jeg må melde mig ud af festen kl 21. Søndagen går, mandag kontakter jeg kiropraktor, tirsdag får jeg tid og onsdag d. 6.9.17 kontakter jeg egen læge og bliver herefter indlagt på neurologisk afdeling på Hillerød.

Den lange proces er beskrevet i tidligere indlæg – overstående er bare et kort oprids af diagnose forløbet. Alt roderiet jeg stod i den gang, var meget uoverskueligt på det tidspunkt – men tiden er min bedste ven og tit går det altså rigtig godt – trods en kritisk kronisk diagnose.

Dette kan jeg takke mit netværk for – De er der og støtter mig, men vigtigst af alt så behandler de mig ikke anderledes end før diagnosen. Dette har taget tid og alle skal finde sit stå sted og bevares det er ikke med alt og alle det er en dans på roser – men det fungere i det store hele.

Det er længe siden sidste opdatering og der er sket rigtig meget både; sygdomsmæssigt, personligt og arbejdsmæssigt. Hver overskrift fortjener deres eget indlæg, da de indeholder så meget og kan mærke meget har jeg brug for at få skrevet ned og komme ud med – Ikke for din skyld, for min hunds skyld eller nogen andens – Udelukkende for min skyld! Derfor har der ikke været skrevet længe, for jeg har simpelthen ikke haft behovet. Der er kommet et behov nu!

Er det fordi vi nærmere os 2 års dagen for diagnosen, er det fordi jeg pt er sygemeldt og alt det kaos der følger med her, er det fordi jeg står overfor 2 ugers indlæggelse – altså 2 uger væk fra mand og børn eller er det en blanding af alt dette samtidig med at vi er under renovering herhjemme? Jeg ved det ikke, men mon ikke det er det!!?

Min psykolog har været besøgt, min læge har været besøgt, der har været samtaler med fagforening og kommunen – hvad der skal ske fremadrettet ved jeg ikke endnu, andet end jeg ser frem til den 16.9.19 og min indlæggelse på sclerosehospitalet. På trods af det, så går det godt.!

Pas på med altid, at ønske dig andre steder hen og tro, at det vil gøre dig lykkelig! Nyd i stedet hvor du er – LIGE NU <3